Fri fragt over 750 kr

Prisgaranti i 14 dage

Prøv jernsæt i 30 dage

jun.
23

Bryson DeChambeau – manden, der vil forandre golfspillet

Han øgede sin slaglængde med 20 meter og vandt US Open med seks slag. Nu vil Bryson DeChambeau nå endnu længere – og grundlæggende forandre spillet. Mød den amerikanske profil i et eksklusivt interview om de mærkelige eksperimenter, det langsomme spil, og hvad han tænker, om Henrik Stensons spoonspilstrategi i fremtiden.

Undskyld, at spørgsmålet kommer så pludseligt, men det skal alligevel stilles. Hvad tænker du, når du hører navnet Bryson DeChambeau?

Overvej det et øjeblik, så vil jeg indtil videre more mig med at gætte på nogle ord, der eventuelt kan tænkes at dukke op: Fascinerende. Underholdende. Revolutionerende.

Eller måske: Irriterende. Effektsøgende. Overanalyserende.

Eller … måske det hele på en og samme tid?

For der er ikke mange golfspillere, der har været så svære at få greb om, og som har delt fansene i så klare lejre som netop den 27-årige amerikaner Bryson DeChambeau.

Hvor nogen ser en kompetent golfspiller, der knuser både Winged Foot og US Open-startfeltet, vælger andre at fokusere på, at du med lethed kan nå at gå ud efter kaffe og piske flødeskum til æblekagen og alligevel være tilbage i god tid, inden smølehovedet DeChambeau har slået sit tometers put til par. Når nogle bliver imponeret over hans øgede slaglængde, tænker andre over, om det er godt for golfens fremtid, at spillet reduceres til en muskelsport.

Og når han står og vander rangeboldene med en blomstersprøjte på en driving range i Dubai for at finde ud af, hvordan fugt påvirker boldflugten i ørkenklimaet, så ser nogle en jagt på perfektion, mens andre betragter det som en fjollet teaterscene.

Hvilken side er du på?

Uanset hvad du vælger, så kan vi konstatere, at Bryson DeChambeau ikke er her for at skaffe sig venner. Men for at dominere. For grundlæggende at forandre spillet. Og for at leve, til han bliver 140 år gammel.

Det er sent fredag aften, og i fjernsynet ruller anden runde af ugens PGA Tour-turnering i et mageligt tempo, da telefonen ringer.

Det er Bryson DeChambeau på linjen.

Jeg har været efter ham i et års tid for at få en interviewaftale, men efter den enestående seksslagssejr i US Open på Winged Foot (hans første majortitel) er interessen for ham steget markant, og hele verden vil have en del af den specielle amerikaner og hans historie.

Men pludselig sker det.

Der er opstået et hul i det pressede skema, en eller anden har fortalt ham, at det ville være godt at blive lidt mere synlig i Europa, og desuden kommer Sverige til at være hans udstyrspartner Cobras procentuelt set måske stærkeste fodfæste, hvilket også er af stor betydning for virksomheden.

Han befinder sig på Cobras hovedkvarter i udstyrsverdenens epicentrum Carlsbad i Californien. Her findes også mange af de multinationale giganter som f.eks. Callaway, TaylorMade og Titleist, og selvom al produktion stort set udelukkende foregår i Asien, har virksomheden omfattende aktiviteter med ikke mindst forskning og produktudvikling her.

Og der er præcis i den anledning, at DeChambeau har taget turen.

Han er i gang med et nyt eksperiment.

– Skal man slå længere, spiller udstyret en enormt stor rolle, og det er derfor, jeg er her lige nu. Jeg er i gang med en del finjusteringer for at gøre den nye Radspeed-driver endnu bedre for mig. Det handler f.eks. om holdbarheden. Hvis man skal svinge en kølle med den hastighed, som jeg vil have, så skal man også have en driver, der kan klare det; som tåler et par tusind driverslag, inden den giver op. Der kommer til at ske ting og sager fremover, det lover jeg, siger DeChambeau eksalteret.

Lad os vende tilbage til det.

Hans amatørkarriere var suveræn, og det samme var starten på livet som professionel. Selvom Bryson DeChambeau kun har spillet regelmæssigt på touren siden 2017, har han allerede vundet otte gange og har desuden repræsenteret USA i Ryder Cup og Presidents Cup, og i fjor vandt han altså US Open på Winged Foot efter en rigtig opvisning. Men selvom det er Bryson DeChambeaus resultat, vi burde tale mest om, så glider samtalen let over til at handle om hans passion for at udvikle golfspillet ved hjælp af en videnskabelig tilgang.

Det er han på den anden side efterhånden vant til.

Lige siden han slog igennem for alvor i 2015, har meget drejet sig om hans køller og hans svingteknik. DeChambeau spiller med et jernsæt, hvor alle køller (inkl. wedges) er lige lange, for at han kan have samme opstilling og svinge på præcis samme måde uanset typen af slag. Derudover er grippene ekstremt tykke, fordi han vil holde køllen i håndfladen i stedet for fingrene, lievinklen er meget stejl, og desuden er han en af de få tourprofessionelle, der anvender grafitskaft på alle køller inkl. putteren.

Desuden elsker han at eksperimentere med materialer og tænker gerne over ting som, hvordan boldflugten påvirkes af luftens densitet. En anden ting, der gør, at han skiller sig ud på touren, er, at han kun drikker vand med en PH-værdi på 9,5, og han har kaldt den opdagelse for en "livsændrende faktor” i bestræbelserne på at blive 130 eller måske 140 år gammel.

– Jeg kan godt lide at have nye perspektiver på ting og sager. Jeg er ikke bange for at lave fejl, men føler en total frihed ved at prøve det, jeg har lyst til. Det er sådan, jeg er, og jeg har det utrolig sjovt undervejs, fortæller Bryson DeChambeau til Dormy Magasin.

Hvordan ser du på opmærksomheden omkring alt, hvad du gør?

– Jeg synes, at det er rigtig godt og værdsætter det meget. Det er cool, at folk er nysgerrige på det, jeg gør. Nogle gange bliver overskrifterne negative.

Du beskrives indimellem som alt for omstændelig og langsom på banen – hvad tænker du om det?

– Jeg forsøger altid at spille så hurtigt, jeg kan, og jeg arbejder på det hver eneste dag. Men jeg har også data, der viser, at når det gælder det lange spil, så er jeg overhovedet ikke langsom. Men når det kommer til putning, er jeg langsommere, hvilket jeg godt ved, og jeg forbedrer mig hele tiden. Jeg er lidt som Jordan Spieth på greenen og forsøger at tage de rigtige beslutninger.

Bliver du ked af at høre det?

– Næh, ikke rigtig. Jeg lavede en del mærkelige ting, da jeg var ung, men nu er jeg 27 år og er blevet mere moden. Men jeg vil gerne have, folk skal vide, at jeg ikke er den langsommeste derude.

Opdateringen af USGA’s liste over godkendte drivere kom om mandagen i Master-ugen.

Der kunne den interesserede konstatere, at en femte version af Cobras Radspeed-driver havde fået grønt lys, men denne model var næppe beregnet til klubturneringer i Flen eller Finspång. Køllen var ganske enkelt skabt udelukkende til Bryson DeChambeau som et led i at erobre Augusta National med kraft og slaglængde som det vigtigste våben – og var sandsynligvis resultatet af det projekt, han beskæftigede sig med i Carlsbad en måned tidligere.

Det nye hoved havde 5,5 graders loft med en tykkere slagflade for at øge holdbarheden, og desuden var det modificeret for at skabe bedre præcision ved tåslag.

– At slå med en femgraders driver med boldhastigheder på 200 mph giver lidt andre udfordringer end dem, vores designteam normalt står overfor, og dette hoved er resultatet af at skabe noget, der passer til Bryson, sagde Cobras tourrepræsentant Ben Schomin til golf.com


Årets Masters blev ikke nogen større succes, hverken for DeChambeau eller hans driver.

Men den kompromisløse jagt på længde fortsætter. Under den tre måneder lange tourpause i 2020 gik han ni kilo op i vægt i sin stræben efter at slå længere – og hans gennemsnitsdrive blev øget med 20 meter i forhold til 2019. Men han er ikke færdig.

– Jeg ligger i dag mellem 207 og 210 mph i boldhastighed, når jeg slår længst. Men jeg vil op på 230, før jeg er tilfreds. Det kan lade sig gøre. Der findes andre, som har gjort det inden for long driving, siger DeChambeau.

Hvorfor er du så fokuseret på netop længde?

– Jeg fik den her idé for 3-4 år siden, og derefter tog det to år at forberede min krop på det. At øge boldhastigheden og dermed slaglængden giver fantastiske fordele mod alle andre.

Hvad skal du gøre for, at du får succes?

– Der er fire ting, der skal være på plads. For det første skal min krop være trænet til det, og jeg skal blive stærkere for ikke at blive skadet. Derefter skal jeg lære at svinge endnu hurtigere rent teknisk. Den tredje faktor er at lære at slå lige. Og endelig er der en fjerde ting, der er vigtigere end alt andet...

Og det er?

– At lære, hvordan jeg spiller med den her svinghastighed. Først og fremmest under pres. Det skal fungere.

Hvordan tror du, at det her vil forandre den måde, andre spillere ser på længde på?

– Mange ved jo, hvor meget mere længde jeg fik i fjor, og de kender historien bag. Jeg håber, det kan blive en inspiration, og at folk med tiden vil kunne se, hvad jeg har udrettet.

Henrik Stenson har jo en helt anden strategi, hvor han anvender spoon for præcision i stedet for at satse med driveren. Hvordan ser du på det?

– Det ved jeg ikke rigtig, men det kunne være interessant at tale med ham om det. Hvis det fungerer for ham, så er det jo godt, men det er ikke noget for mig. Jeg tror jo, at en sådan spilstrategi vil blive sværere med tanke på udviklingen, så det er nok driveren, det gælder i fremtiden.

Hvor godt kender du Henrik?

– Ganske godt. Han plejer altid at lave sjov med mig om mine biceps og posere for mig og antyde, at jeg er stærk. Vi kommer godt ud af det med hinanden.

Det er sjovt at tale med Bryson DeChambeau. Stemmen er engageret, svarene føles oprigtige og gennemtænkte. Nu og da stopper han op med et grin eller for at se, om jeg kan følge med i hans ræsonnement og teorier.

Der er langt fra den rutinemæssige samtale med en tourprofessionel, som laver et interview, fordi han skal – og DeChambeaus entusiasme er smittende.

Meget langt fra det billede, som man indimellem får på tv, når han er blandet ind i trættende samtaler om vindretning med caddien Tim Tucker eller hidsige diskussioner med dommere om, at røde myrer skal defineres som ”giftige dyr” og burde give en lempelse uden straf ved et dårligt leje.

Så hvad venter der herefter for Bryson DeChambeau?

Han er allerede kommet langt i sit længdeprojekt og har tidligere deklareret, at han har et ukompliceret forhold til putning, som han stort set aldrig træner.

– I løbet af de seneste to til tre år har jeg lært mig alt, hvad jeg behøver for at kunne have et godt boldslag, starte bolden på linjen og kontrollere hastigheden. Det er alt, hvad der kræves for at være en god putter, har DeChambeau sagt til Golfweek, og han bakkes op af tal, der viser, at han er en af tourens bedste på greenen.

Men det, statistikken også fortæller, er, at den 27-årige er en relativt middelmådig wedgespiller.

Noget, der næppe er forbigået talnørdens opmærksomhed.

– Det kommer til at handle meget om wedges for mig fremover. Jeg har stadig en del at bevise på det område. Selvom jeg vil slå langt, er jeg klar over, at det er drive for show og wedge for dough, der gælder, siger DeChambeau og opgiver dermed det rutinemæssige ”putt for dough”, som andre vælger at formulere det.

Hvordan skal du gribe det an?

– Jeg har talt med min træner Chris Como, og vi forsøger at finde ud af det sammen. Men det er lidt som med putningen, hvor det handler om at kontrollere hastigheden. Men vi skal nok finde på noget.

Geni eller galning?
Videnskabsmand eller charlatan?
Uanset hvad du har bestemt dig for, så vil

Bryson DeChambeau fortsætte, også med at forandre og udvikle golfspillet.

Så det er bare om at tage plads på lægterne og se med.

Bryson De Chambeau

Alder: 27 år

Bopæl: Dallas, Texas

Universitet: Southern Methodist University, Dallas, hvor han tog en afsluttende eksamen i fysik

Bedste resultater: Sejr i US Open 2020, yderligere syv sejre på PGA Tour. Vandt US Amateur 2015

Andet: Var en del af det amerikanske Ryder Cup-hold på Golf National 2018, hvor han tabte sin singlematch mod Alex Norén.

I Bryson DeChambeaus bag

Driver: King Cobra Radspeed, 4,5 grader

Fairway-køller: King Cobra Speedzone, 11,5 grader og 13,5 grader

Jern: King Cobra Speedzone jern 4-5, King Cobra Forged Tour one length 6-pw

Wedges: Artisan Prototype 47, 52 og 58 grader.

Putter: Sik Pro C-Series Armlock

Tobias Bergman