Fri fragt over 750 kr
Prisgaranti i 14 dage
Årlig bonus
Kundeservice på dansk
For nogle år siden blev hun bare kaldt for ”Jessica Kordas lillesøster” eller ”Petr Kordas datter”. Men den lille er blevet stor. Nu er Nelly Korda den bedste i verden – og den mest kendte i sin fantastiske sportsfamilie.
Det siges, at miljøet og omgivelserne måske er de vigtigste faktorer for nogen, der vil blive gode til en sportsgren. Så hvad har vi så?
En far, der har vundet Australian Open i tennis og været nummer to i verden. En mor, der har repræsenteret Tjekkoslovakiet ved OL 1988 i tennis og har ligget på en 26. plads på verdensranglisten. En fem år ældre søster, der har vundet seks titler på LPGA-touren. En noget yngre lillebror, der allerede har snuppet sin første sejr på ATP-touren i tennis.
Miljø? Miljø.
Nelly Korda, 23 år, griner i røret.
– Man kan sige, at min opvækst har været ganske sportsorienteret.
Selvom fem femtedele af familien Korda har sat store aftryk inden for sportsverdenen de seneste årtier, er det allerede Nelly, der er den stjerne, som lyser klarest. Hun har vundet 6 titler på touren, gået ubesejret gennem sin første Solheim Cup og tog i sommers sin første sejr i en major, da hun vandt Women’s PGA Championship. Kun 23 år gammel ligger hun nu som nr. 1 i verden.
Selvom hun for bare et par år siden altid blev introduceret som ”Jessica Kordas lillesøster”.
– Når man satser på sport, som jeg gør, er det skønt at vokse op i en familie, hvor man altid har nogen at læne sig op ad. Selvom der indtil nu har været flere opture end nedture for mig, så er en sportskarriere jo lidt af en rutsjebane, og at have nogen i familien, der har været oppe i de der højder, gør jo, at man selv ved, det er muligt at komme derhen.
Hvor meget hjælper det at have en storesøster, som også er en dygtig spiller?
– Det er fantastisk, ikke mindst at rejse så meget sammen og tilbringe tid med en, man holder af. Hun har virkelig et hjerte af guld, og det har været meget værd, at hun har hjulpet mig med at finde mig til rette i tourlivet.
Din far Petr Korda er kendt af mange svenskere, fordi han havde en flot tenniskarriere i en periode, hvor svensk tennis var på toppen. Hvad har du lært af ham?
– Jeg bliver ved med at lære noget af ham, hele tiden. Han ved, hvordan man laver god planlægning, hvordan man passer på sin krop, og han sørger for, at vi ikke brænder ud. Han er også god til at berolige os.
Han var vel også en rimelig golfspiller tidligere. Kan han stadig spille?
– Far var rigtig god. Han nåede scratch, og derefter holdt han i princippet op med at spille. Men jeg spiller et par runder med ham af og til, og det bliver altid lige af en eller anden grund. Jeg fatter ikke, hvordan han gør.
Det er i slutningen af maj, at US Women’s Open på klassiske Olympic Club i San Francisco venter rundt om hjørnet, og størstedelen af verdens bedste spillere forbereder sig ved at spille den nye matchturnering i Las Vegas.
Men et velkendt navn er ikke med i feltet.
Nelly Kordas.
Som en del af planen om at maksimere chancerne for at vinde verdens vigtigste turnering har hun bestemt sig for at droppe tourstoppet med store præmier og i stedet gøre sig klar på andre måder. Et usædvanligt valg på damesiden, hvor de fleste spillere tee’er op i stort omfang i hver eneste turnering.
Men det siger også en hel del om Nelly Korda.
Trods sin unge alder har hun allerede indset, at målestokken for en golfspillers karriere handler om majors i stedet for indtjente penge eller titler på det almindelige tourcirkus.
– Eftersom jeg er den højest rangerende amerikanske spiller, så vil der selvfølgelig være lidt ekstra forventninger til mig inden et US Open, men jeg forsøger ikke at tænke så meget på det, siger hun til Dormy Magasin.
Hvorfor er netop US Open så speciel?
– Alle majors er specielle. Men US Open skiller sig ud, fordi det var den første major-turnering, jeg spillede, da jeg var blot 14 år gammel. Så den har en særlig plads i mit hjerte.
Årets turnering på Olympic Club slutter dog med en uventet fiasko.
Korda slår skævt fra teestedet, havner konstant i problemer i den saftige rough, og den syvende start i turneringen afsluttes efter bare 36 huller.
Men kun nogle uger senere får hun sin revanche – og den er god.
Først vinder hun Meijer Classic på LPGA-touren og tager sin femte sejr. Ugen efter er hun helt enestående i Women’s PGA Championship på Atlanta Athletic Club og tager sit livs første majortitel tre slag foran landsmanden Lizette Salas, som er den eneste spiller, der er i nærheden af at udfordre hende.
Samtidig med sejren overtager hun førstepladsen på verdensranglisten fra sydkoreanske Jin Young Ko.
– Helt ærligt, så føles det fantastisk. Jeg har ikke helt forstået det endnu, men som idrætsmand forsøger du hele tiden at opnå endnu mere og sætter nye mål for dig selv. Men det her skal jeg sætte mig ned og nyde et stykke tid, sagde hun efterfølgende.
Sveriges landsholdstræner Patrik Jonsson er imponeret over opvisningen:
– Hun er en ud af nogle få unge superstjerner, der vil kunne føre damegolf ind i en ny æra, med kraft, aggressivitet og en fantastisk spilforståelse. Nelly er præcis, hvad damegolfen behøver, en ung amerikansk verdensstjerne. Hun har vundet en major nu, men der kommer nok flere.
Det var utrolig spændende, da starteren annoncerede spillernavnene på Diamond Resorts første hul i januar tidligere i år. Annika Sörenstam skulle efter 13 års fravær i LPGA-sammenhæng vise sig på golfbanen igen.
Dog kun i kendisklassen i denne turnering og ikke blandt de professionelle (det rigtige turneringscomeback kom til at vente en ekstra måned).
Hendes spillepartner?
Den 28 år yngre Nelly Korda.
Og samtidig gik en flygtig ungdomsdrøm i opfyldelse.
– Det var rigtig fedt. Jeg husker faktisk, da hun spillede ud fra fairway for en eagle på det afsluttende hul i sin sidste US Open 2008. Annika er virkelig den bedste gennem tiderne inden for damegolf, og jeg troede aldrig, at jeg skulle få chancen for at spille med hende.
Men runden er også et bevis på, hvordan tiden er gået – og et spændende øjebliksbillede på, hvordan tidløs elegance møder kraftfuld og moderne svingteknik.
De seneste år er længdeudviklingen på dametouren for alvor begyndt at tage fart, og spillet kan være på vej til at gennemgå en lignende transformation som den, der allerede er sket på herretouren. I skrivende stund befinder fire spillere sig over 280-yardstregen i snit, og vi kan se, at betydeligt flere bruger både tid og energi på at finde mere længde. Nelly Korda er en af de spillere, som driver den revolution frem.
– Hun har en ren teknik med potentiale for at kunne levere meget fart på bolden. Bevægelsen ser naturlig ud med få ting, der egentlig kan gå galt. Derfor ser vi hende højt oppe på resultatlisten hver uge, siger Patrik Jonsson.
– På PGA-touren har det jo handlet om et power-game i ganske lang tid nu, og LPGA begynder at gå i den retning, men vi er der ikke endnu. Banerne sættes fortsat op som ganske korte og lette. Undtagelsen er majors, så de spillere, der slår langt, har afgjort en fordel der. For min skyld må det gerne blive endnu længere baner. Bare kom i gang, siger Nelly Korda og griner.
Det her er jo en ingrediens, der sandsynligvis har gjort dametouren endnu mere populær end tidligere. Hvilke andre forklaringer ser du på, at damegolfen har medvind netop nu?