Spring til indholdHop til søgningSpring til menuSpring til sidefodGå til indkøbskurv

Fri fragt over 750 kr

Prisgaranti i 14 dage

Årlig bonus

Kundeservice på dansk

mar.
5

Sådan skabes din drømmedriver

Hvert år dukker nye og spændende drivere op i dit Dormy-varehus. Hvad mange ikke ved, er, at det har taget flere år og utallige tests, før de når markedet. Brian Williams, produktudviklingschef hos Callaway, giver dig et unikt indblik i, hvordan din drømmedriver bliver skabt.

Brian Williams begyndte sin rejse hos Callaway som ingeniør allerede i 2003. I dag, 23 år senere, har han titlen Vice President, Research & Development. Oversat til dansk: En af dem, der ved allermest om produktionen og teknologien bag Callaways nye køller.

Dermed er han også den perfekte person til at tage os med bag kulisserne og forklare, hvordan en idé bliver til virkelighed, og hvordan en ny driver tager form.

Williams arbejder på Callaways R&D-afdeling i Carlsbad i det sydlige Californien, som er en af de største i branchen. Den består af omkring 200 personer – fordelt på ingeniører og specialister, der udvikler prototyper og udfører tests.

Hvor starter I, når I skal designe en ny driver?

– Når vi taler om en ny driver, skal vi have en klar målsætning for, hvad vi vil opnå. Vi er altid på jagt efter højere boldhastighed. Vi ved, at det hjælper golfspillere til længere drives og lavere scores. Det har været målet med vores nye Quantum-serie. Vi ved også, at præcision er vigtigt, og vi har spændende AI-teknologi, som giver os mulighed for at skabe tilgivende egenskaber i vores slagflader.

Hvor mange personer var involveret i processen med at skabe årets nye serie?

– Vi var et team på omkring 30 personer. Derudover har vi et dataforskerteam, som driver vores AI-arbejde. Det team udvider konstant vores AI-modeller. De udvikler i praksis ny kode, så vi kan bearbejde mere komplekse data og skabe mere avancerede optimeringsprocesser. Vi har også et stort designteam, som arbejder med de kreative elementer – farver, detaljer og hvordan vi visuelt formidler, hvad produktet kan.

CALLAWAY VAR TIDLIGT ude i branchen med at implementere AI i produktionen. Allerede for 15 år siden foretog virksomheden sin første investering i det, de dengang kaldte en supercomputer – en server designet til at håndtere meget komplekse processer, fordi innovationsteamet var overbevist om, at højere regnekraft kunne give bedre resultater.

Hvad har I lært undervejs?

– Det tog seks-syv år for os at udvikle koden og opbygge en platform, der virkelig fungerede. Vi skulle lære platformen op og definere, hvilke beslutninger en ingeniør normalt træffer, og indlæse kode om aerodynamik, boldflugt og launch, så vi kunne simulere performance.

De første resultater kom med Epic Flash-driveren, hvor hovedmålet var at øge boldhastigheden. Med Mavrik-serien begyndte Callaway at tale åbent om AI og hvordan det kunne hjælpe med formgivning og aerodynamik.

Hvor mange prototyper skabes undervejs?

– Vi arbejder med en kombination af fysiske dele og virtuelle prototyper. Den virtuelle del er i praksis vores AI-proces i arbejde. Med Quantum havde vi næsten 60.000 forskellige virtuelle prototyper og lavede over 2 millioner slag-simuleringer for at forstå, hvad der sker på forskellige punkter af slagfladen. Det er enorme mængder data, som bruges til at forudsige det bedst mulige resultat.

Når vi har en klar idé om den optimale model eller det bedste design, fremstiller vi de fysiske prototyper. Her tester vi typisk 50–60 unikke varianter over et par år, før vi til sidst finder den version, der kommer på markedet.

I dag er I stærkt reguleret af de begrænsninger, der gælder for udstyr. Hvordan arbejder I med at skubbe til disse grænser?

– Vores ingeniørteam ser det som en udfordring, så de arbejder konstant med ny teknologi og nye koncepter for, hvordan man kan slå bolden længere. Denne produktlinje er inspireret af nogle af vores forskningsområder – især inden for materialer og AI, hvor vi har en førende position.

Hvordan inddrager I jeres tourspilleres holdninger?

– Vi har en rigtig god proces, hvor vi tester med spillere og lytter til deres feedback undervejs. Vi går meget op i de første indtryk. Hvordan lyder den? Hvordan føles den? Hvad oplever du? Føles noget anderledes? Derefter forfiner vi – og forfiner igen. Vi tester altid med spillere som Jon Rahm, Xander Schauffele, Sam Burns, Akshay Bhatia og Si Woo Kim. Vi vil sikre os, at de føler sig trygge ved de nye produkter. Når vi nærmer os slutproduktionen, midt i sæsonen, er det sværere at teste med dem, da de spiller majors og er meget fokuserede. Derfor tester vi også med Callaway Next-spillere og eliteamatører.

Er prisen noget, I tager højde for i produktionen – findes der en grænse for, hvor højt I vil gå?

– Det er et godt spørgsmål, og ja – det har vi bestemt i tankerne. Vores filosofi har altid været at skabe et bedre produkt med de materialer og teknologier, der kræves, også selvom det kan øge prisen. Samtidig er vi bevidste om, at priserne er blevet meget høje, og at det kan afholde nogle spillere fra at købe en golfkølle – uanset om det er vores eller en konkurrents. Hele branchen har bevæget sig i den retning. Men vi bruger det til at træffe kloge beslutninger – vi lancerer ikke noget, som ikke leverer en tydelig og mærkbar forbedring.

Callaways Brian Williams

Fanny Persdotter